fredag den 22. juli 2011

Et digt til Norge

H.C. Andersen 1872

Norge

Norge, du Sagaland! Din Skjønhed og Vælde
Fylder mig ganske!
Svulmende fosser, skovgroede Fjelde,
Sproget det danske!
Luften saa frisk, saa krydret af Birken,
Hjertet løfter sig her som i Kirken.
Borte fra Danmark er jeg dog hjemme,
Hører mit Modersmaal, Hjemlandets Stemme.


Kornet og Kløveren voxer om Løkkens
Græstoppes Grønhed;
Her høres Huldrens Sang, her høres Nøkkens
Svulme i Skjønhed.
Vilde de To give Lyd til mit Øre,
Deilige Fjeldsagn fik jeg at høre,
Sang som af Svaner fra Nordhavs-Vandet,
Norge, du Fremtidsland, Modersmaals-Landet!


Norge, din Skjønhed er velkendt sydude!
Under det hvalte
Fearnley og Dahl, Tidemann, Gude
Malte og talte,
Bull lod Du Tonernes Budstikke bringe,
Digtningens Svane høit løfter sin Vinge;
Hjertet er varmt her, Øinene milde —
Ja, her er Storhed, Skjønhed og Snille.


Digtet har jeg hentet her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar