lørdag den 30. april 2011

Er vist lidt bagud

I morgen trækker jeg vinderen af min giveaway, men jeg har altså ikke lavet selve præmien endnu! Jeg har ventet til sidste øjeblik så pynten er så frisk som mulig når jeg sender den afsted. Sådan noget fondant pynt kan holde sig længe, men det er jo ikke sikkert at vinderen skal bruge det lige med det samme, så for at være sikker så laver jeg det lige inden afsendelse. Men hvis nu vinderen i morgen skal bruge pynten snart, så skal jeg nok skynde mig at blive færdig ;-)




Der skal laves maaange små detaljer, men heldigvis er det noget så hyggeligt at lave. Hvis du endnu ikke har deltaget i min giveaway så kan du liiige akkurat nå det. Klik HER.

Tanker fra slummen

I morges slog det mig! Jeg har under ét år tilbage i fattigdom! Jaja tænker du nok. De studerende brokker sig så meget, men faktisk udgør vi 34% af alle fattige i Danmark. Nu er det lidt svært at få vores socialminister til at fastsætte en fattigdomsgrænse, men hvis vi leger med den grænse, som gør sig gældende i andre EU lande, så er man fattig hvis man tjener under halvdelen af medianindkomsten i det pågældende land. Med en SU på 5.486 kr om måneden FØR skat, ja så havner studerende altså i den gruppe.
MEN da jeg sad og tænkte på min egen elendighed, kørte en vagtpatrulje forbi vores have. Jo jo jeg lever måske i relativ fattigdom, men jeg lever også i en skøn lejlighed med en sød lille have og i et kvarter der patruljeres af et vagtselskab (lugter lidt af gated community?). Det er altså ikke det værste land at leve i når man er "fattig". Så jeg vil lade være med at brokke mig mere nu. Det eneste jeg rigtig gerne ville have råd til, er at hjælpe min kærestes familie på Filippinerne.

 Smukke Cindy som er lige så glad for at spise kager, som jeg er for at bage dem.
 Gade/legeplads/afløb/købmand. De tre søde børn i midten er Cindy, Kelmin John og Kennedy.
 Feli og mig foran hoveddøren (eller hoved-tæppet...)
Gaden

Så ikke mere brok for i dag. Nu vil jeg gå ud i haven og bare være glad for mit liv.

fredag den 29. april 2011

Fødselsdagsgave - 2 måneder for tidligt

Vores lille mand Silas fylder 2 år d. 5 juli og jeg har derfor bestilt en stoor rutsjebane til drengen. Meningen var egentlig at den skulle i kælderen indtil den store dag, men da vi sad i haven og spiste aftensmad, så kom posten med en kæmpe pakke og vi kunne ikke vente ;-) Så får han glæde af den hele sommeren og vi bliver jo nok nødt til at købe endnu en lille gave til selve fødselsdagen.



Han kunne ikke hives indenfor her til aften for han skulle lige prøve den "stur hoppeborg" som han åbenbart mener den store rutsjebane hedder.

Tja der var ikke meget kage over dette indlæg, men når man nu har den skønneste af de skønne børn, så må man jo dele ;-)

Hvor er det dog virkelig fantastisk at man kan være UDENFOR dagen lang i herligt solskin! Jeg elsker foråret!

Rigtig skøn weekend til dig!

torsdag den 28. april 2011

Nu er det lige straks!

Så hvis du endnu ikke har deltaget i min giveaway, så er det ved at være sidste chance. Vinderen trækkes på søndag, så klik klik for at deltage ;-)

Mere blogleg

Sørme om ikke der er røget endnu en award / blogleg videre i min retning!


Det er Mette med bloggen Hjemmebacht som har været så sød at tænke på mig og det er jeg rigtig glad for! Der følger en lille opgave med til denne fine sag, man skal nemlig fortælle 7 ting om sig selv. De kommer her:

1. Jeg er det mest klodsede menneske der går rundt (og falder!) på denne jord! Jeg har eksempelvis præsteret at skære mig selv i kinden med en pakke bacon.

2. Jeg har haft dreadlocks.

3. På trods af at jeg ikke har en tone i livet, så har jeg alligevel deltaget i en sangkonkurrence i radioen. Man kunne vinde koncertbilletter, men behøver jeg at sige, at jeg tabte?

4. Jeg har holdt tale foran flere tusinde mennesker på Rådhuspladsen i Århus.

5. Jeg RODER - men skyder skylden på min kæreste ;-)

6. Jeg drikker alt alt alt aaaalt for meget kaffe.

7. Jeg har boet i Spanien.

Udover at man skal fortælle 7 ting om sig selv så skal man også give awarden videre til 15 andre bloggere. Det synes jeg er lidt uoverskueligt og det er jo kun et par dage siden at jeg sendte en anden award videre.  Derfor vil jeg være lidt kedelig og følge Krittewitts eksempel og stoppe legen her.

Men et stort tak til Mette og så synes jeg da at I alle skal tage et smut forbi hendes skønne blog.

God næsten-weekend til dig!

tirsdag den 26. april 2011

Award


Søde Luna har givet mig en award og med den følger et par spørgsmål jeg skal svare på:

Hvorfor startede du med at blogge?

Fordi jeg fik ondt af mine venner, som blev kage-spammet på facebook. Jeg overvejede at blogge, men var ikke sikker på at det overhovedet ville være interessant for andre, men min kæreste og en god veninde overtalte mig til det (måske de selv var trætte af kage-spammeriet på facebook? ;-).
 

Hvilke blogger følger du?
Dem jeg har tid til! Elsker at finde nye sjove blogs med kreative indlæg. Men de to første blogge jeg fulgte fast med hos, før jeg selv startede, var Julies Kreahule og The Vintage Hausfrau. De er begge to nogle spændende og kreative damer.

Favorit make-up mærke?
Tja pas... 

Favorit tøj mærke?
H&M men det skyldes nok i høj grad at jeg er studerende ;-) Måske det ændrer sig om et års tid...


Din favoritfarve?
Blå måske, men bliver vist glad af alle farver og helst mange af dem!

Favortifilm?
Uh der er MANGE. Når man bor sammen med en filmnørd, så får man set rigtig rigtig mange film! Hvis jeg absolut skal vælge én så må det næsten være den koreanske "Bin-jip" eller på dansk "Tomme Huse". Andre gode film er den svenske "Låt den rätte komma in" eller "Oldboy" som også er koreansk.

Hvilket land vil du besøge og hvorfor?
Filippinerne. Min kæreste kommer fra Filippinerne og han har sine søskende og en stor familie dernede som vi gerne vil besøge. Det er også derfor jeg deltager i Miss Cupcake konkurrencen, for man kan jo vinde et gavekort og så kan vi besøge hans familie :-) 

Hvad glæder du dig mest til i den nærmeste fremtid?

Sommerferien! Uh hvor jeg glæder mig til at have tid tid tid og masser af tid! Jeg skal nyde min sidste sommerferie som studerende for vi er jo så heldige at have mindst 2 måneders sommerferie! 


Jeg vil gerne give awarden og den lille udfordring videre til:


Diktesoph med bloggen Sophies (al)verden



Julie med bloggen Julies Kreahule


Dorte med bloggen Dortes skriblerier


Tak til Luna og jeg håber at I andre vil føre den videre :-)
   

søndag den 24. april 2011

Bytte bytte kage

Her til aften fik jeg en mail fra bloggeren Dorte og det viser sig at vi faktisk bor næsten lige ved siden af hinanden! Da jeg lidt senere forgæves forsøgte at aflive cupcakepåfuglen, tænkte jeg at det da ville være nemmere at overlade slagtningen til en anden! Derfor fik Dorte besøg af kagebudet her til aften. Men da jeg afleverede fuglen havde hun selv muffins i ovnen! Så kort tid efter jeg kom hjem, ringede det på døren og så var der lune rabarber/kokos muffins! (Med de første friske rabarber vel at mærke!)


Undskyld det dårlige billede, men de duftede så fantastisk at jeg slet ikke opdagede billedkvaliteten før de var spist! Ups!
De her muffins er muligvis de bedste jeg nogensinde har smagt! En perfekt kombination af det søde og det syrlige fra rabarber. Ej det var virkelig godt! Min kæreste har sagt at jeg skal sørge for at få opskriften, så mon ikke Dorte kan lokkes til at dele den? ;-)

Kig ind på hendes blog HER, måske kommer opskriften på verdens bedste muffins.

Fortsat god påske
Edith

Tja man vinder vel ikke, hvis man ikke forsøger?

Som jeg vidst har nævnt før, så har det sidste års tid ikke rigtigt været vores. Jeg er derfor helt overbevist om, at min lille familie  og jeg må have en masse held og god karma til gode. Jeg er ikke den store Lotto-spiller. Chancen for at blive ramt af lynet skulle være større end chancen for at ramme jackpot. Men men men nu har jeg fundet en konkurrence med lidt bedre odds. Mit "lod" i konkurrencen ser således ud:





Det er selvfølgelig Miss Cupcake konkurrencen som jeg nu deltager i og eftersom jeg jo har en masse held til gode så kunne det jo godt være... Miss Peacock har nr. 1647 i konkurrencen hvis du nu skulle kigge forbi.

Hun har taget skrækkeligt lang tid at lave. Faktisk lige så lang tid som den store påfuglekage da alle detaljerne er de samme - bare mindre. Men det er jo sjovt at lave og nu er jeg i træning til når jeg skal i gang med påfuglen til min GIVEAWAY.

Rigtig god påske til dig.

torsdag den 21. april 2011

En iPad til min søster




Så blev min dejlige lillesøster 15 år. Hun er helt vild med Apple produkter og har da også en MacBook og har haft både en iPod Touch og en iPod Nano, men de to sidstnævnte blev stjålet. Så i dag skulle hun naturligvis have en iPad af mig ;-)
Da sådan en iPad ikke er særlig stor så skulle kagen være lidt tung, så den kunne mætte alle gæsterne og det er derfor en lækker brownie smurt op med ultimate chocolate frosting - til virkelige chokoladeelskere!

Jeg har også lidt billeder af processen, men nu skal vi spise en fødselsdagsfrokost så det må blive en anden gang :-)

God påske!

mandag den 18. april 2011

Alternativer

Apropos indkøb af dyrt dyrt kagegrej så elsker jeg nu også at finde gode alternativer herhjemme. Se nu bare denne fantastiske fondant-tørre-plade ;-)


Da alle mine skærebræt er vinde og skæve (fra Ikea selvfølgelig) måtte jeg finde en stabil og helt plan overflade. Min familie spørger tit hvad jeg egentlig skal bruge den der lange uddannelse til, og jeg har endnu ikke svaret, men nu har det da i hvert fald ikke været helt spild! Klassisk og Moderne Samfundsteori er altid god at have ved hånden ;-)

Min skønne (efternøler) lillesøster fylder 15 år på torsdag, så jeg er ved at forberede en fødselsdagskage til hende. Jeg kan desværre ikke afsløre hvad det skal blive til for hun kunne godt finde på at kigge forbi bloggen, men det hvide stykke fondant er da en del af den.

Håber den bliver god, så jeg kan dele den med jer!

Og wow! Nu mangler jeg bare én fast læser for at runde de 70!! Hvor er det vildt! Tusinde tak fordi du gider læse med!

God aften.

lørdag den 16. april 2011

Kagegejl fra Holland og en aflysning

Kagegejl er faktisk ikke noget jeg har så meget af. Jeg synes at det er afsindigt dyrt og som regel kan jeg godt finde et alternativt værktøj i mine køkkenskuffer, men jeg må indrømme at jeg alligevel elsker nyt udstyr når jeg endelig køber noget ;-)



Fondanten laver jeg som regel selv, da det er både nemt og billigt, men lige nøjagtig sort og rød driller fordi de kræver så meget farve at det gør konsistensen mere skrøbelig, så derfor køber jeg dem.
Jeg skulle bruge en masse rød da jeg skulle have lavet en sjov Rasmus Klump kage i påsken, men af forskellige årsager bliver det desværre ikke til noget alligevel. Lidt ærgeligt for jeg havde virkelig glædet mig til at lave den, men al den røde fondant går ikke til spilde, da jeg alligevel skal lave en anden Rasmus Klump kage i juni :-)
Desuden køber jeg som regel kagegejl i Holland (over nettet selvfølgelig). Fragten er den samme som fra enhver kagebutik i Danmark og varerne er meget billigere!

Lidt kage bliver det til for tiden, men ikke nogle af de sjove - de kræver jo en eller anden anledning...



Ups lidt sløret. Skal vist lige øve mig i det der makro-halløj!

God weekend!

fredag den 15. april 2011

Råd søges!


Jeg har brug for råd fra nogle kreative sjæle!
Jeg er jo gået i krig med en gammel Trip Trap stol som jeg nu skal male, MEN jeg havde da aldrig forestillet mig at det skulle være så svært! Jeg har købt en god højglans maling i en farvehandel og er så begyndt at male delene hver for sig. Men når overfladen tørrer og jeg vender dem om for at male på den anden side så bliver kanterne grimme og den første maling får knubs fra underlaget. Så jeg tænker om jeg måske kan samle stolen og så male den? Eller er det en helt dum idé? Jeg vil mægtig gerne høre jeres erfaringer. Og tror I måske at malingen skal fortyndes lidt da den er meget tyk. Tror også det er derfor jeg har problemer med den.


torsdag den 14. april 2011

Glade farvelade


Kender I de perioder hvor det hele er op af bakke og i modvind? Sådan en periode har vi herhjemme for tiden, men heldigvis har vi hinanden og ham her lækkermåsen til at komme op af den lede bakke!
Og se lige hvad Silas har lavet til os henne i dagplejen!


Normalt er jeg ikke den store påskepyntfan, men kan godt gøre en undtagelse for sådan en herlig sag! Silas har lavet karse til os :-)
En masse glade forårsfarver som hjælper fantastisk på humøret!

Har du husket min giveaway?


Har du smidt lodder i puljen? Hvis ikke, så kan du klikke lige HER, og måske vinde en saml-selv-påfugl-kage.
Og sikke en masse skønne dejlige faste læsere som påfuglen har lokket til :-) Men er det ikke også hele meningen med en påfugls fjer? At være tillokkende ;-)

God snart-påskeferie-torsdag!

onsdag den 13. april 2011

Blogland er jo FARLIGT!

Ja jeg kommer da til at bruge alt alt alt for meget af min tid herinde! Hvor er der dog bare mange fantastiske blogs! Og mange fantastiske kreative mennesker! Man kan jo ikke undgå at bilve vildt inspireret af al den kreativitet. Så nu har jeg gang i endnu flere projekter - måske jeg også lige skulle lære at færdiggøre nogle af dem først... Hmm ja ja det kommer jo nok engang ;-)

Jeg har en sidste "gammel" kage som jeg kan vise frem og så må det da virkelig også være tid til nogle nye snart! Fingrene kribler efter at komme igang igen. Denne kage var vist den tredje fondantkage jeg bagte, så den er ikke noget mesterværk, men alligevel lidt forårshyggelig.


Det var til min mor, som har den flotteste have med de skønneste blomster og den blev også nydt ude blandt blomsterne sidste sommer :-) Lige her faktisk :



Nu må jeg hellere forlade blogland til fordel for den virkelige verden.
Glædelig onsdag.

tirsdag den 12. april 2011

Åh glæde!


Når man er sådan lidt en nørd som mig, så varmer det altså i hjertet når man finder mindstemanden med en bunke bøger i eftermiddagssolen.

Apropos bøger så skal jeg vist snart have fyldt kontoret op, for her er så tomt at der er ekko når man taler!

(lidt dårlig kvalitet for det er lige taget med mobilen)

På den modsatte væg er en endnu større reol som er endnu mere tom. Den holder kun på min cykelhjelm... Det er altså kun sejt med sådan et monstrum hvis man kan fylde det op. Jeg føler mig i hvert fald meget praktikantagtig når jeg kun kan fylde sådan en lille klat på reolen...

Tak fordi du læser med og  rigtig dejlig tirsdag til dig!

Edith.

mandag den 11. april 2011

Huset i skoven

Nu er jeg vist ved at løbe tør for "gamle" kager. Denne kage blev lavet til min kæreste og søns vuggestue "Huset i Skoven", som er et lækkert sted med grise, geder, høns og masser af frisk luft. Desværre står vi og skal finde et nyt sted til mindstemanden, så nu er det kun kærestens vuggestue - altså som i hans arbejde ;-)
Det var en af de første kager jeg lavede, så den er ikke helt perfekt, men synes nu egentlig at den er meget sød alligevel.
Jeg har lige fået en ordentlig sending kagegejl fra Holland, som jeg glæder mig til at lege lidt med! Så kan I også få nogle nye kager at se når jeg nu næsten er løbet tør for de gamle.

God mandag!

lørdag den 9. april 2011

Ååååårhus


Åh det er skønt at se Århus igen!
Imens mine forældre har passet Silas så har jeg både fået tid til en tur i teatret for at se Sweeney Todd og en lille bytur med en god gammel veninde. Sikke en herlig weekend!

I bliver altså også lige nødt til at se lækkermåsen i det fine striksæt som hans oldemor har lavet til ham. Her er det i toget på vej til Århus:


Rigtig god og solrig weekend.

onsdag den 6. april 2011

Undskyld-jeg-forlader-dig-boller


Jeg forlader kæresten - men bare for et par dage. Silas og jeg tager hjem til mine forældre i Århus for at blive hygget lidt om og slappe lidt af. Derfor skulle kæresten lige have nogle afskedsboller, som er stærkt inspirerede af Godtes Mommedisse boller. (Men Godte hvis du læser med, så undskylder jeg! Kom sørme til at pensle dem med æg...)
Der kommer nok ikke så mange kageindlæg de næste par dage, men forhåbentligt lidt forårsbilleder fra Århus.
Dejlig dag til dig!

tirsdag den 5. april 2011

Poker anyone?




Da min kæreste og jeg lige havde mødt hinanden lærte han mig at spille poker. Efter en kort læretid skulle vi spille poker med nogle af hans venner på det kollegie han boede på. Vi kom ned i en mørk kælder med en lille bar og et poolbord. Der var kun fyre derinde og jeg var ærlig talt vildt nervøs! Men da vi nogle timer senere tog hjem, havde jeg alle fyrenes penge med mig! Begynderheld eller ej, så var jeg hooked.
Efter vi har fået Silas har jeg dog ikke spillet så meget. Jeg er ikke rigtig til internetpoker, men synes det er hyggeligt at mødes med nogle venner til et spil. Denne kage blev bagt sidste gang min kærestes pokervenner kom på besøg.
Hmm måske jeg snart skulle arrangere en tøse pokeraften ;-)

Rigtig dejlig tirsdag til dig.

mandag den 4. april 2011

Aftensliberi

Jeg blev helt inspireret i dag og denne gang havde det intet med sukker at gøre. Jeg faldt nemlig over denne bog i en genbrug:


Bo Bedres Gør-det-selv bog fra 1970. Der er de sjoveste og fineste møbler, lamper og meget andet som man kan lave selv. De har endda lavet et prisoverslag på møblerne, meeen jeg er ikke helt sikker på at de priser stadig er gældende ;-)
Se lige denne fine seng man kan lave!



Men bogen mindede mig om at vi har haft en gammel Trip Trap stol liggende, som skulle ordnes. Der har ikke været tid til det i løbet af dagen, så her til aften har jeg været i gang med sliberiet ude i haven.


Med P1 i baggrunden og lidt varm te, så har det faktisk været ganske hyggeligt. Men jeg er absolut ikke nogen handyman og det kommer til at tage længere tid end jeg havde regnet med. Men glæder mig til forarbejdet er overstået og jeg kan komme i gang med penslen :-)

Fortsat hyggelig mandag til dig.

Jamen hvor bliver kagerne af??

Ja ja de kommer nu! Man skulle jo næsten tro at det er flere dage siden jeg har bagt kage, men bare rolig! Det er bare kameraet der skulle oplades ;-)
Weekendens kager var kun for smagens skyld og ser ganske ordinære ud, så jeg vil i stedet vise de her skønheder:


Det var bare en omgang improviserede macaroons da jeg ikke havde den rigtige opskrift. Men kønne er de og så smagte de faktisk også rigtig lækkert.
De blå er med kokosfyld, de røde med jordbær og de brune med kakao. Mmm...

Det ser desværre ikke ud til at det vil lykkes mig at vinde opskriftsbogen i en giveaway her i blogland, så måske jeg må forbi boghandleren en dag, så de rigtige kan afprøves.

Sød og lækker mandag til dig!

lørdag den 2. april 2011

Husk portoen!

I går satte Post Danmark priserne op og det er vigtigt at huske, for ellers risikerer du blot en endefuld af postbudet!
Rasmus Klumps ven Jokum havde eksempelvis glemt at frankere sit brev...



Og få sider senere havde Konrad "glemt" at frankere et brev til sin skolelære:


Hmm jeg ved ikke med dig, men jeg mindes slet ikke at Rasmus Klump bøgerne var så drabelige. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig glemt at frankere et brev - det ligger nok som en ubevidst barnelærdom at det er meeeget vigtigt!

Synes virkelig man falder over nogle sjove ting i de gamle pixibøger af og til.

Nå nu vågner mindstemanden snart og vi vil ud og nyde det dejlige vejr.
Rigtig skøn lørdag til dig!

fredag den 1. april 2011

Ønsker mig en Margrethe


Ja nu har I jo mødt Sonja, men jeg ønsker mig altså også en Margrethe. Hun skal helst være kæmpe stor og rund ;-)
Min skønne papmor fortalte mig engang at dovne piger syer med lang tråd. Hmm dette må vist være bagerens udgave af det ordsprog. Og jo jeg syer både med lang tråd og slår alt for store deje op!

Men til gengæld så er der en flok skatere som bliver meget glade i morgen ;-)


God weekend!