Viser opslag med etiketten McQueen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten McQueen. Vis alle opslag

søndag den 24. juli 2011

How to do - Lynet McQueen kage


Som lovet kommer her et forsøg på en how-to på Lynet McQueen.
Jeg bruger ikke specielle forme til mine kager. Har faktisk kun springforme og almindelige bageplader, så du behøver heller ikke investere i bil-form eller andet dyrt for at lave Lynet. Kagen var til 10-15 personer, men hvis du vil lave den større så er fremgangsmåden præcis den samme - bare lidt større ;-)

1. Bag 2 bageplader med din ynglingskage. Den må bare ikke være for skrøbelig og der skal helst heller ikke være nødder, chokolade eller andet i kagen, da den så bliver vanskelig at skære i den rigtige form. Her er det en god chokoladekage og du kan finde opskriften nederst i indlægget.

2. Når kagen er afkølet skærer du ca. 4 rektangler ud som nogenlunde svarer til den størrelse du vil have bilen i. Hvis kagerne er meget høje skal du bruge færre og hvis de er tynde skal du naturligvis bruge flere. Mine bunde var vist ca. 2 cm høje.

3. Læg kagerne sammen med et tyndt lag frosting eller chokoladeganache. (Se opskrift på chokoladefrosting nederest i indlægget.) Jeg brugte ikke et tykt lag flødefyld i denne kage, da det også ville gøre det svært at skære den til. Stil kagen på køl så din frosting kan stivle. Det vil forhindre kagen i at splatte sammen eller skride når du skal skære den.


4. Så skal kagen skæres til. Find nogle gode billeder af McQueen på google eller lån naboens legetøjsbil som jeg gjorde. Brug en god skarp køkkenkniv og skær lidt af gangen. Man kan altid skære mere af, men det er svært at sætte noget tilbage.

(Og så er det lidt hyggeligt at have Cake Boss til at køre på computeren imens man selv leger med kage!)

Kagen har jeg placeret på et drejefad som gør det hele lidt nemmere, men det er absolut ikke nødvendigt så hvis du ikke har et, så skal du ikke købe det.
Jeg skar som sagt lidt af gangen. For at få McQueens bløde racerformer tog jeg også lidt af i midten så den ikke blev så firkantet. Hjørnerne er også rundet af og jeg har skåret huller ind hvor dækkene skal sidde. Hvis du ikke har et godt øjemål så er det en god idé at klippe en cirkel på noget bagepapir som svarer til den størrelse du vil have dækkene i. Det kan både bruges til at få skåret hullerne nogenlunde lige store, men også når du skal lave dækkene.

5. Når du synes kagen har den rigtige form så skal den smøres op med en frosting, men placer den først på det fad, som den skal stå på. Jeg gav den først et tyndt lag frosting, hvilket kagenørder kalder "crumb coating", fordi man pakker krummerne inde. Så fik kagen en halv time i køleskabet og så gav jeg den endnu et lag som blev fint og jævnt. Det kan være vanskeligt at smøre kagen pænt op med kun ét lag og det gælder især hvis du ikke er så trænet i det. Jeg fik desværre ikke taget et billede af kagen da den var smurt op.

6. Ælt den røde fondant i hænderne til den bliver blød og smidig. Rul den derefter ud. Jeg kan godt lide at rulle den ud på et stykke bagepapir og med min siliconekagerulle, men gør det du bedst kan lide. Du kan enten bruge maizena eller flormelis så fondanten ikke klistrer for meget, men brug så lidt som muligt da det får fondanten til at se støvet ud bagefter.
Dæk så kagen med den udrullede fondant. Start med at glatte den fra toppen og lidt af gangen ned. Hvis fondanten begynder at ligge sig i folder skal du forsigtigt løfte ud i stykket ved siden af folden imens du presser ned hvor folden er. (Det lyder sært, men jeg håber det giver mening når du står med det.)
Skær det overskydende fondant væk. Det er nemmest at bruge en pizzaskærer for den trækker ikke i fondanten. Skub kanten ind under bilen.


7. Lav detaljerne i fondant. Jeg klippede først et udkast i papir som jeg så kunne holde op på bilen og se hvorvidt de passede. Det kan kan man ikke rigtigt med fondant da det sidder fast når det rører noget andet fugtigt fondant.


Derefter brugte jeg skabelonerne til at skære fondant-pynten ud i den rigtige størrelse.

(De første øjne jeg lavede så ondskabsfulde ud så jeg blev nødt til at lave nogle nye. Det kan tage noget tid at finde det rigtige udtryk, men det er tiden værd. Det er ærgeligt at bruge lang tid på en kage og så sjuske med detaljerne for det er dem som gør forskellen.)

Du kan bruge en lille bitte smule vand som lim når du skal sætte pynten fast på bilen, men det skal bare være fugtigt og ikke vådt!

Rust-eze reklamen på kølerhjelmen er et stykke fondant og teksten er skrevet med royal icing (se opskrift nederst i indlægget) hvor jeg tilsatte lidt gul pastafarve.

Lynene på siden og 95 i toppen er penslet løst med en rød dust-farve.


8. Når alle detaljerne er påsat skulle du gerne have en en McQueen som ser nogenlunde således ud:

9. Jeg gjorde dog også kagen skinnende ved at spraye den med PME Edible Glaze Spray. Det giver et rigtig fint finish til bilen, men det er dyrt og absolut ikke nødvendigt.


Og det endelige billede er selvfølgelig taget i "photostudiet" som alle de andre ;-)

Skriv endelig hvis du har flere spørgsmål eller hvis der er noget jeg ikke har forklaret godt nok.

OPSKRIFTERNE

Chokoladekagen (min yndlings chokoladekage!)

250 g. mel
1 tsk. natron
225 g. sukker
50 g. kakao
2 tsk. vanilesukker
1,25 dl. mælk
1 dl. olie
2,5 dl. yoghurt naturel
1 æg

Tænd ovnen på 200 grader.
Bland alle de tørre ingredienser i en stor skål.
Pisk alle de våde ingredienser sammen i en anden skål til det bliver en ensartet masse.
Hæld de våde ingredienser over i skålen med de tørre og rør forsigtigt rundt indtil massen er jævn.

Portionen svarer til en lille bageplade eller til en springform, men den bliver naturlivis højere hvis du bruger en springform. Bagetiden afhænger meget af formen og af din ovn, men herhjemme er det ca. 25 minutter hvis det er på en bageplade og 35 i en springform. Cirka! Stik en kødnål i kagen for at teste om den er færdig. Hænger der ikke noget kage fast når du tager den op, så er kagen færdig. Hvis kagen klistrer til nålen så skal den have lidt mere.
Opskriften fandt jeg engang på dk-kogebogen, men jeg har ikke længere det direkte link.

Ultimativ Chokolade Frosting:
9 dl. flormelis (ca. en pakke)
2,5 dl. kakao
180 g. blødt smør
1,25 dl. lun mælk
3 tsk. vanillesukker

Det hele piskes grundigt sammen. Hvis der er lidt tid inden du skal bruge det så opbevar det ikke i køleskabet da den så vil stivne og være umulig at arbejde med. Sæt den tildækket på køkkenbordet. Men hvis du først skal bruge den dagen efter så må den nok en tur på køl. Sørg dog for at tage den ud igen i god tid!
Opskriften er fundet på min-mave.dk's kageklub her.

Royal Icing:
1 bæger pastauriseret æggehvide
300 g. flormelig

Rør det sammen i en skål til det har den rette konsisten. Jeg har fundet opskriften hos Himmelske Kager og hvis du følger dette link så forklarer hun fint brugen af royal icing.

God bagning
Edith.

torsdag den 21. juli 2011

McQueen kage til Nikolai

Sødeste lille Nikolai bliver 5 år i dag og ligesom mange andre fem-årige, så er Nikolai vild med Cars og lynet McQueen, så hvad kunne være mere passende på hans fødselsdag?




Lynet er en chokoladekage lagt sammen med en lækker chokoladefrosting. Da han er skåret ud i frihånd, er der ikke tykke lag med flødefuld i, for så ville han splatte for meget ud da jeg skar formen til. For én gang skyld har jeg vist fået taget rigeligt billeder af processen til at vise hvordan man laver sådan en fætter. De kommer på bloggen i næste uge!
Lynet skinner, som han jo også gør i "virkeligheden", og det skyldes ikke bare sommerregnen, men PME Edible Glaze Spray. Bilen fik en omgang spray til sidst og det virkede helt perfekt. Jeg var lidt bange for om nogle af farverne eller RI'en ville flyde ud, men de blev hvor de skulle. Sprayen er dog lidt dyr, så det bliver ikke alle kagerne der får shine, men nu var den her jo også til sødeste Nikolai ;-)

Endnu en gang blev jeg først færdig med kagen sent i nat, men det er nu engang det eneste tidspunkt med ro og hvor mindstemanden ikke vil lege med. Jeg vil nuppe mig en kop kaffe til og se om det hjælper lidt.

Rigtig dejlig sommerlig regnvejrsdag til dig!