søndag den 25. november 2012

Hvid chokoladecreme m lakrids!

Sneen lader vente på sig men vi har hvid weekendhygge alligevel...


Da jeg var inde i Fru Ronnes chokoladebiks forleden fik jeg en smagsprøve på en hvid chokoladecreme med lakrids og det var vidunderligt! Alting frister derinde, men det lykkedes mig at komme ud af butikken uden chokoladecremen. Derhjemme kunne jeg dog ikke få den ud af hovedet og besluttede at lave min egen version og det lykkedes ganske godt. Hvis du skulle få lyst at prøve så kommer der en opskrift her:

Ingredienser:

200 g. hvid chokolade (minus en lille smagsprøve til din hjælper ;-)
1,5-2 dl. piskefløde
50 g. blødt smør
2-3 tsk. lakridsrodspulver

Hvid chokolade hakkes i små stykker og puttes i en skål. (Husk at eventuelle børnearbejdere har ret til en smagsprøve.)
Fløden opvarmes i en gryde under omrøring til den rammer kogepunktet, hvorefter den varme fløde hældes over den hakkede chokolade. Det røres grundigt sammen indtil det bliver en ensartet masse.
Herefter tilsættes blødt smør i små stykker og lakridsrodspulver og det hele røres igen til en ensartet masse. Hvis du bruger en anden slags lakridspulver skal mængden formentligt være anderledes. Prøv dig frem lidt af gangen.
Til sidst hældes cremen på glas og stilles i køleskabet. En hvid chokoladecreme tager lidt længere tid om at størkne end hvis man laver det med mørk chokolade. Min creme havde først en god smørbar konsistens efter to dage på køl. Cremen kan sagtens holde sig et par uger i køleskabet, men den forsvinder formentligt hurtigere ;-)


Her i nordjylland er vejret forfærdeligt i dag! Klokken er kun 14, men det er næsten allerede mørkt og regnen rusker og river udenfor. Så er det godt at man kan hygge indenfor med stearinlys og lækkerier.
God søndag!

7 kommentarer:

  1. Den ser super lækker ud. Elsker selv hvid chokolade og lakrids :)

    SvarSlet
  2. Det vil jeg helt sikkert prøve på et tidspunkt. Og her har vejret også været frygteligt - det føles som om, det slet ikke har været dag.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg da du skal :-)
      Jeg har hørt en lille julenisse snakke om at der kommer sne i løbet af ugen. Så bliver mørket og kulden lidt sjovere!

      Slet
  3. Hej
    Det lyder fantastisk lækkert! - men hvad bruger du crremen til? Er det ligesom glasur eller?

    Tak for en helt forrygende og inspirerede blog!
    Kh
    Stine

    SvarSlet